Get Adobe Flash player

Akut hjælp fra oven

 

Ved akut opstået sygdom eller ulykke er det vigtigt at få hurtig hjælp. Og trygheden er blevet mindre i udkantsområderne, især efter lukningen af de små sygehuse. Men nu får borgerne i Region Sjælland og Hovedstaden hjælp fra oven.

 
Hvis ulykken er sket enten i trafikken eller i hjemmet, og du har ringet 112, skal du ikke længere kun spejde ned ad vejen efter en ambulance. Nu skal du også se op. 1. maj 2010 står der nemlig en lægehelikopter klar på en base i Ringsted. Helikopteren skal understøtte det nuværende beredskab med akut bil og lægeambulance i Region Sjælland og Hovedstaden.
”Hvis folk skal føle sig trygge i udkantsområderne, skal de have hurtig responstid. De skal føle, at hvis noget går galt, så er hjælpen nær”,
fortæller Anders Hede, forskningschef fra Trygfonden, der har sponseret 50 mill. kr. til lægehelikopteren.
 

Den gyldne time.

De fleste er overbeviste om, at der er størst chance for overlevelse, hvis hjælpen er hurtigt fremme. Men det er ikke det vigtigste forklarer Anders Hede:
”Det er ikke så afgørende om hjælpen kommer efter 8 min eller 12 min. Det afgørende er, at de nødstedte bliver bragt til den rette behandling på en sikker måde indenfor en time.”
Hvis patienten bliver behandlet og transporteret til rette sted, indenfor det der, i beredskabet, kaldes den gyldne time, er der 90 % chance for at redde liv eller førlighed. Når akut bilen eller lægeambulancen kommer frem, vil de yde en hurtig førsteindsats, og hvis de vurderer, at skaden kræver speciel ekspertise, eller hvis der kræves en hurtig transport, vil de kalde lægehelikopteren.
 

Rækkevide

Lægehelikopteren vil være hurtigt fremme, fortæller Leif Wiuff, luftambulancechef i FalckRDF, og leder af basen i Ringsted.
”Ringsted ligger strategisk i det område, der skal dækkes, så flest mulige områder kan nås hurtigst muligt. Helikopteren vil kun flyve i de lyse timer, og Leif Wiuff mener, at det giver god mening.
”Det vil ikke være rentabelt at have mandskab i døgnvagt, da 80 % af alle ulykker sker i tidsrummet kl. 7-21. Uden for dette tidsrum vil der være god plads på vejene til en ambulance.”
 
Forsøgsperiode
Regeringen har tidligere stillet i udsigt, at lægehelikoptere skal være permanente i hele landet fra 2011. Projektet i Ringsted skal derfor køre i 1½ år som en forsøgsperiode, hvor der skal indsamles erfaringer og data. Forsøgsordningen vil vise, om en lægehelikopter er det optimale, realistiske og rentable supplement til beredskabet i det danske sundhedsvæsen.