Luftens helte
1. maj får Sjælland og Hovedstaden en lægehelikopter i akutberedskabet. Helikopteren skal være med til at rede liv og førlighed, hvilket den allerede gør i Region Syddanmark.
”Der er ingen hjertelyd! 1,2,3,4”. Intense og faste blikke mellem de to læger og falckreddere. De er alle bøjet hen over kvinden der ligger nøgen på gulvet. Der bliver kun udvekslet korte beskeder. ”Hvor lang tid var hun alene?” Hvæsende luft bliver blæst fra en ballon og ind i kvindens mund. ”Så er der puls!” Roen bevares. Der arbejdes videre.
Scenen udspiller sig i et gammelt sommerhus.Man skal kante sig ind af døren, forbi papkasser og tomme krukker. Der ligger bacon på bordet, og en tung lugt af stærk kaffe fylder rummet. Klokken er 10.36 og for nøjagtig 16 min. siden blev der kaldt hjertestop på vagtcentralen 112 i Danmark.
På det tidspunkt - klokken 10.20, sidder dagens vagthold for lægehelikopteren i Region Syddanmark i byen Niebüll i Tyskland og drikker kaffe. 50 km fra Toftlund hvor en kvinde er faldet om i sit sommerhus.
Alarm 112
Anæstesilæge Caroline Piscol-Haritz og hendes kollegaer, pilot Jürgen Voiss samt falckredder og paramediciner Per Riber Jakobsen, udgør dagens vagthold. De kan hvert øjeblik blive kaldt fra vagtcentraler i Syddanmark og Nordtyskland. Pludselig gennemborer tre larmende og dybe bip rummet, og på sekundet springer de tre reddere op. De griber deres jakker med en kraft og en ro på samme tid. Døren bliver åbnet resolut. Alle går med raske og målrettede skridt ud mod den ventende helikopter. Piloten Jürgen tager strømstikket ud fra fronten af helikopteren, og går venstre om til døren. I modsatte side er paramediciner Per Riber ved at tage sin hjelm på. Lægen Caroline løfter med besvær et varmelegeme ud af helikopteren, og kravler ind bagest. Hun begynder rutinemæssigt at tage sin firepunktsele på. Piloten starter rotoren op, og en sønderrivende larm skærer gennem luften. Larmen bliver først mindre, da hjelmen glider ned over ørerne, og pilotens stemme lyder skrattende over radioen:
”Melder klar til afgang.”
Lægehelikopteren Christof 5 Europe går i luften.
Luftvejen
”Der er meldt hjertestop i Arrild, Toftlund i Danmark, det er en kvinde.”
”tak” lyder det roligt fra Caroline.
”Kender vi alder?” spørger hun.
”Nej!”
Caroline stirrer ud af vinduet. Der er klart sigte. Helikopteren bevæger sig langsomt henover en vindmøllepark. Uden at fjerne blikket graver Caroline et sæt gummihandsker frem fra hendes bukselomme og begynder langsomt, men sikkert, at tage dem på.
”Christof 5 melder, vi lander om 2 min.”
Falckredderen Per sidder foran med piloten.
”Der holder ambulancerne,” skratter det gennem radioen.
Under helikopteren ligger et fredeligt sommerhusområde – langt fra alting. På grusvejen holder allerede tre udrykningskøretøjer. Høje træer og buske omkranser huset. Hvor skal den lande?
Jürgen, piloten udpeger en ganske lille plet mellem træer og buske. Helt tæt ved de andre køretøjer. Blade og grene blæser med voldsom kraft i luften, da vi nærmer os jorden. Få sekunder efter landing springer døren op til helikopteren, og Per hjælper Caroline ned af de to trin, og de går med hurtige men kontrollerede skridt hen til sommerhuset.
Genoplivning
Da holdet ankommer, har paramedicineren, der først ankom, allerede givet adrenalin. Efter intens genoplivning går hjertet i gang. Kvinden har i starten ustabil puls, men kl. 11.18 – mindre end en time efter alarmen lød fra vagtcentralen, er hun endelig stabil. Caroline beslutter, at kvinden er stabil nok til transport med helikopter. Hun bliver bragt til helikopteren og installeret med respirator. Christof 5 Europe, bevæger sig lodret op i luften, svinger med næsepartiet og sætter kursen mod Aabenraa. Caroline og Per sidder ved kvindens side, og overvåger puls og respiration. Hun er allerede i behandling og 10 min senere står personalet på Aabenraa sygehus og tager imod kvinden. Kun 52 min. efter alarmen gik i Niebüll.